Vi lever stadig højt på det fantastiske event, som vi holdte med Julie Bruun og Anette Werenskiold. Der var fuld fokus på en sund kvindekrop med lækker brunch, en work-out session med Julie, Nani story-telling med Rikke, og spændende foredrag om overgangen af Anette.
Vi har allerede skrevet et dybdegående blogindlæg om peri-, meno- og postmenopausen, men vi vil faktisk gerne dele lidt mere fra dagen, bl.a. plukke Anette's hjerne for viden om overgangen.

Hormoner i harmoni
Hvis vi kunne, så ville vi ønske at vi bare kunne dele alle guldkornene fra Anette's foredrag i ét blogindlæg. Det er dog lidt svært at opsummere hele fordraget, som varede over en time og som var spækket med viden fra ende til anden. Vi har derfor i stedet lokket Anette til at besvare de oftest stillede spørgsmål, som hun får, som komplementær hormonterapeut på hendes klinik!
I førnævnte blogindlæg kan I læse en masse viden om overgangsalderen og de kvindelige hormoner, men vi er sikre på, at I også har en masse andre spørgsmål til denne livsfase. Vi har derfor forsøgt at koge jeres oftest stillede spørgsmål ned og bedt Anette om at besvare dem.
"Bliver jeg nogensinde mig selv igen?"
Hvad er de oftest stillede spørgsmål du får, om overgangsalderen, som komplementær hormonterapeut?
Anette: "Bliver jeg nogensinde mig selv igen?".
Og til det kan jeg svare "JA!". Det er nemlig sådan, at vores krop "re-kalibrerer" i løbet af overgangsalderen, altså den periode, hvor symptomerne raser allermest. Det betyder, at vores fysik og i særdeleshed vores hjerne adapterer de lavere niveauer af kønshormonerne.
MEN [fortsætter Anette], hvor hurtigt og hvor godt din krop og hjerne er til at re-kalibrere, afhænger af din livsstil.
Det er fx ikke ligegyldigt hvilken "benzin" du kommer på motoren og heller ikke ligegyldigt, om du overhører kroppens signaler, når det kommer til stress, manglende søvn eller hvor meget du udsættes for uønsket kemi og hormonforstyrrende stoffer.
Sagt på en anden måde, du kan skrue på rigtigt mange knapper selv, for at komme godt igennem overgangen, som vi alle skal igennem.
Hvis du skulle lægge vægt på de tre vigtigste vaner, som bidrager til en sund kvindekrop i overgangen, hvad ville de være?
Anette: Spis efter tallerkenfordelingen til alle 3 måltider. Dvs. 1/4 protein, 1/4 kulhydrater (fiberrige og grove), 1/2 grønt (jo større variation og farver – jo bedre). Og gerne 1 spsk sundt fedt til!
Få stressreducerende og forkælende stunder ind i kalenderen, HVER dag.
Undgå så vidt muligt uønsket kemi og hormonforstyrrende stoffer, så spis endelig økologisk, gå efter Svanemærket til både plejeprodukter og rengøringsmidler, få masser af frisk luft dagligt, opbevar dine madvarer i glas beholdere, udskift teflonbelægning med keramiske overflader eller stål.
Sørg også for dagligt at have moderat bevægelse og gerne så meget udendørs, som muligt.
Hvad ville du ønske, at du vidste tidligere om overgangsalderen?
Anette: At mange af de kognitive symptomer, som kan opleves i tidlig perimenopause, såsom uro, angst, hjernetåge, koncentrationsbesvær, skyldes hormonernes ubalancerede dans. I denne periode vil man opleve gennemsnitligt 30% højere østrogene niveauer, end før perimenopausen, og samtidig manglende progesteron til at "afbøde" de indimellem meget høje østrogene niveauer. Så at nogen havde fortalt mig, at jeg ikke var ved at blive dement eller depressiv.
Hvad ville du ønske, at alle kvinder vidste omkring deres krop og cyklus?
Anette: Hvor stor en indflydelse vores primære kvindelige kønshormoner, så østrogen og progesteron, har for vores mentale og fysiske sundhed. At en sund cyklus med ægløsning er essentiel for vores sundhed og velbefindende, og at hormonel prævention kan "slukke" for vores egen produktion af disse vigtige hormoner.
Hvad er en af de største hormonmyter, synes du?
Anette: At hormonel prævention er den eneste løsning til hormonelle ubalancer.
Hvilke kosttilskud anbefaler du, som en god base til en sund kvindekrop?
Anette: Først og fremmest en god Multivitamin, hvor B vitaminerne er methylerede (aktiverede).
Desuden Magnesium, Omega-3 og et D vitamintilskud. Kvaliteten af kosttilskuddene er også afgørende, så invester i dig selv og dine tilskud.
Der er håb forude
Absolut! Anette har om nogen erfaring med en sund kvindekrop igennem overgangen. Ofte er første skridt den viden, som man kan gå og mangle omkring de faser og forandringer, som kroppen skal igennem. Vi håber, at du med vores generelle indlæg om overgangsalderen, og dagens samtale med Anette, finder ro og motivation til ikke at frygte denne nye livsfase, men byde den velkommen, som en naturlig del af det at være kvinde.
